Om Realistensblog

Her vil jeg kortfattet skrive om ideen med Realistens blog og de tanker, der ligger til grund for mine udsagn og indlæg. For det første er min tid en mangelvare. Derfor vil jeg ikke kommentere på dette eller hint, så snart nyheden "breaker" på TV2 News (hvilket alt fra en uddøende sælrace til byrådsvalg i Bangalore kan være). Jeg kommer heller ikke med indlæg dagligt, men efterhånden som jeg har noget på hjerte og tiden til at få det formuleret. Som sagt er det min tid, der er knaphed på - holdninger er der masser af :-)

For det andet er bloggen ikke sat i verden for at analysere den politiske udvikling. Det er ikke på Realistens blog, deltagerne i samfundsdebatten får endevendt deres spin og taktik. Jeg vil naturligvis kommentere på samfundsudviklingen og komme med min klare holdning til livets store og små begivenheder samt de personer, der er en del af alt dette.

Mit politiske ståsted er et sted til højre for midten i de fleste spørgsmål, men jeg føler mig pt. ikke hjemme hos noget eksisterende politisk parti. Hvis jeg skal nævne en ting ved hver blok, som jeg virkelig ikke kan fordrage, så er det for rød bloks vedkommende den lalleglade livsfjernhed, hvor folks reelle bekymringer bagatelliseres til fordel for nogle "ofre", der skal bæres på hænder og fødder, uden der stilles rimelige krav til deres deltagelse eller et selvstændigt bidrag til samfundet. Når det gælder blå blok, er min primære anke det altdominerende fokus på management, overvågning og kontrol. Kun en verdensfjern og inkompetent regent bygger sit rige på panoptiske principper.

Måske er det i virkeligheden grunden til mit manglende politiske ståsted: partierne på Tinge kopierer hinandens dårlige ideer, appellerer til laveste fællesnævner (populisme) og er forfaldne til magtfuldkommenhed, arrogance og kammerateri, når de føler sig sikre i magten.

Nå, jeg skal jo ikke give det indtryk, at jeg er totalt pessimist! Næste skridt på denne side vil være, at skrive lidt om de emner der ligger mig særligt på sinde (men det er noget, I har til gode).