Naivitet i Folketinget

I ugens udgave af Søndagsavisen (2.-4. december 2011) afslører SFs Özlem Cekic på side 10, at naiviteten er hendes drivkraft.

Cekic burde de fleste kende nu i forbindelse med hendes nylige duel mod Liberal Alliances Joachim B. Olsen, hvor Cekic inviterede Joachim hjem til den fattige (og så alligevel ikke) Carina.

“I gymnasiet ville jeg redde verden”, men du er ikke i gymnasiet nu. Du er medlem af det danske Folketing – ikke elevrådet! Der er ikke noget at sige til. hvis man mere uro i maven end normalt, når regeringen laver love. Tænk, at et af landets 179 folketingsmedlemmer har naivitet og et frelsersyndrom som sin fremmeste kompetence i ledelsen af det danske land! Ganske enkelt ufatteligt.

Men det er jo meget sigende for den linje socialisterne har anlagt efter den globale kommunismes sammenbrud: under den kolde krig, ville man dominere verden, styre folks liv og hjernevaske os alle til at synes om socialismens fortræffeligheder. Men efter at den strategi er blevet henvist til historiebøgerne, har man fundet ud af, at det er bedre at give borgerne et mål af frihed til at tjene penge – så kan man forvalte disse penge på borgerens vegne (for han er jo klog nok til at skabe sig en indkomst, men kan ikke forventes at kunne håndtere sine midler selv).

Socialisterne er gået væk fra diktatur og over til “fordeling”. Cekic er bare et naivt eksempel herpå. Dertil kommer barneministeren Thor Möger Pedersen og gammelkommunisten Ole Sohn, der ved Gud er blevet minister for vækst og erhverv (sic!).

Tilbage er det åbenlyse paradoks, der vil vokse som et åbent og uplejet sår for regeringen de kommende måneder: hvordan vil man frelse verden OG dansk økonomi på samme tid?

At sætte naive elevrådspolitikere og intellektuelle fallenter til jobbet vil ikke knække koden.

Ondskabens filosofi

Jeg er netop gået i gang med en bog titlen Ondskabens filosofi, skrevet af en norsk filosof.
Vi har vel alle et eller andet forhold til noget, vi personligt definerer som ondskab: unge narcissister, der pløkker endnu yngre politikere ned på en norsk ø, vamle mænd, der holder deres egne børn indespærret i kældre, hvor disse børn må lægge krop til faderen grænseløse perversiteter og – ikke mindst – massakrer på uskyldige mennesker i en eller anden syg guds eller krakelerende nations navn.
Denne form for ondskab er selvfølgelig grusom nok, men det er ikke denne form, der er filosoffens egentlige ærinde at beskrive. Den type af ondskab, han behandler, kan kaldes en “hverdagens ondskab”, det er en ondskab, vi alle er i stand til at udøve – den er menneskelig, helt naturlig og den forekommer hele tiden blandt alle os meget almindelige mennesker.
Se, det er temmelig skræmmende! Men vent et øjeblik… alle os normale går jo ikke og skærer hovederne af hinanden eller pønser på jordens undergang. I hvert fald ikke  hele tiden. Men ondskab er i temmelig høj grad fravær af det gode, som når man ser en eller anden lide og man ikke gør noget, fordi det er det letteste. Eller man bevidst snyder eller skader en person, fordi man umiddelbart selv kan få en fordel derved.
Efter at have læst bare få sider af bogen, er der dukket nogle minder op fra min indre skærm, der sætter denne ondskab ind i en ramme. Jeg kom f.eks. straks til at tænke på en bog, skrevet af en dansk politimand (jeg husker desværre ikke navnet på ham, men tag at google titlen på bogen). Bogens titel er: “Man jager et monster, men fanger et menneske”. Fed titel, i øvrigt!
Et andet minde er det der ordsprog, der hedder, at onde ting sker, fordi gode mænd lader det ske og ingenting gør, for at stoppe det. Jeg kan ikke huske om det er kristent, men jeg så det i hvert fald i filmen “The Boondock Saints”, om to brødre, der tager loven i egen hånd, for at stoppe de onde mennesker, som loven enten har givet op over for eller modtager betaling fra.
En tredje jeg kom til at tænke på, var bogen “Undtagelsen” af Christian Jungersen (jeg må se at få den læst!). Læs selv dette lille uddrag af en anmeldelse af Undtagelsen:
“Beskrivelsen af kontormobningen er så ædende ond, at den går lige gennem marv og ben. Man ser den samme situation fra flere vinkler, og det "sjove" er, at "bødlerne", Malene og Iben, ikke selv kan se det onde i deres gerninger. "Offeret", Anne-Lise, nedbrydes langsomt og begynder at tro, at det måske alligevel er hendes egen skyld, at de andre er på nakken af hende.”
Så ondskaben har et ansigt. Det er ikke en trold eller heks, det er snarere din venlige nabo eller kvinden foran dig i supermarkedskøen.
Man siger, at det største trick Djævelen nogensinde har begået, er, at få folk til at tro på, han ikke eksisterer. Og er det ikke sandt, at når der sker onde ting, så forsøger vi at rationalisere det bort, som en gal mands værk eller syge og hjernevaskede folks tvangshandlinger? Som om ondskab ikke rigtig eksisterer – ligesom Djævelen.
En variant af denne tro på en god verden kaldes også for The Just-world hypothesis. Men hvor den “forsvundne ondskab” skyldes, at gerningsmanden/-mændene er syge eller monstre, så vil folk, der tror på “den retfærdige verden” være tilbøjelige til at give ofret skylden for det skete. Eller som i citatet ovenfor, hvor Anne-Lise i ramme alvor giver sig selv skylden for, at hun mobbes af de andre.
Men hvor kommer ondskaben fra? Personligt tror jeg på, at vi er arveligt disponeret for ondskab. Dermed ikke sagt, at vi alle går og ønsker andre ondt, men jeg tror, langt de fleste er i stand til det onde, fordi menneskets biologiske historie har selekteret for de egenskaber, der kan give det enkelte menneske en fordel i kampen for at sprede sine gener. Blandt disse egenskaber kan vi tælle ondskab, er jeg sikker på.

Ondskaben er i blandt os. Den væver sine tråde i vores DNA, og stikker sit ansigt frem, når det behager urmennesket i os. Ondskaben er ikke forvist til gustne fangekældre eller efterladt i tidligere epoker af menneskets historie. Ondskaben er ikke forbeholdt primitive folkeslag eller eksotiske religioner. Tværtimod: der er noget særligt raffineret ved ondskab. Den er civilisationens sorte drue, der forædles i trit med samfundets udvikling. Ondskaben har floreret siden vi begyndte at tro på én gud og én sandhed. Som Jesus ønsker vi, at lidelsens bæger skal gå os forbi blot for at lande i hænderne på sidemanden.
Den kristne (katolske) kirke har vist sig særdeles dygtig til at bære ondskaben til nye højder. En af grundene til dette er, at kirken har været ekstremt godt organiseret og med højt udviklede ceremonier og traditioner. Jeg vil påstå, at disse traditioner for ondskab med tiden er blevet sekulariseret, så de i dag indgår som en naturlig del af vores hverdag. Ondskaben er tanninerne i den vin der udgør de postmoderne samfund. Et sødt bid der vækker smagsløgene til live.

Massemord i myldretiden: driften efter herostratisk berømmelse er faderløs

Mere en uge er gået siden Anders Behring Breiviks terroranslag i Oslo, men debatten raser stadig om, hvor ansvaret skal placeres. Ikke skylden for selve handlingen, for den fatter endog venstrefløjen, ligger hos Breivik alene. Men ansvaret for, at det kom så vidt, at en "homegrown loony" kunne finde på en så koldblodig gerning.

For der har naturligvis været en "seedbed", som det yndigt hedder på amerikansk, af islamofober og højreradikale, der har gødet Behrings sygeligt galopperende had. For at gøre historien interessant i dansk kontekst, har danske medier fokuseret på den hjemlige blogosfære med epicentrum omkring Uriasposten. For det bobler med galninge på de danske blogs, der ganske uvidende om deres egen magt er med til at så ideen om massenedskydning i et forskruet sind som Breiviks.

Ja, der er mange, der stiller sig kritiske over for ukontrolleret indvandring. Ja, mange føler ikke politikerne lytter på dem. Ja, mange ønsker at se fremmede kulturer som et eksotisk indslag på TV, men gider ikke finde sig i gruppevoldtægt og æresdrab uden for deres egen hoveddør. Ja, de benytter deres demokratiske ret til at ytre mishag mod muhammedanere, magthavere og meningseliter, fordi de ikke vil give deres traditioner og værdier fra sig uden verbale sværdslag. Dette er sundt og nødvendigt i  et demokrati, hvis nogen skulle have glemt det.

Men fra at stille sig kritisk over for indvandring i industriskala er der noget af et spring over til likvidering af egne landsmænd - også selvom de anses for landssvigere.
Jeg kan slet ikke se, hvordan medierne kan lave den kobling mellem indvandringskritiske bloggere og en ufattelig ensom ulv, der i 10 år har brygget på sit bloddryppende eftermæle. Hele måden hvorpå Breivik har opbygget og eksekveret sin handling samt den fantasiverden med ordener og uniformer, han har udtænkt, er så åbenlyst en gal mands værk (også selvom han ikke er sindssyg rent teknisk), at man må tage sig til hovedet over sammenligningen.

Man kunne lige så vel argumentere for, at den katolske kirke, frimurerne og Dan Brown (forfatter til Da Vinci mysteriet) bærer deres del af skylden for hans forkvaklede univers, hvor det er okay at henrette modstanderne, fordi de er imod Gud. Eller hvad med de mange reality-programmer, hvor det for unge mennesker gælder om at se lækre ud og gøre indholdsløse ting - bærer de ikke en del af skylden for, at Breivik har udviklet sig til en metroseksuel narcissist, der opfører sig som en hovedperson i en actionfilm? Eller hvad med medierne selv, der svælger i morbide fakta og udpensler menneskets grusomhed i bedste sendetid? Breivik har selv tilkendegivet, at han vil spille på medierne og den offentlige bevågenhed - det var bl.a. derfor, han ønskede åbne døre til det første retsmøde.

Hvad med alle de andre steder, Breivik har fundet inspiration og legitimering, og blev opildnet til sin udåd - bærer de ikke også deres berettigede ansvar for, at han kunne hitte på noget så helt igennem vanvittigt?

Svaret for mig er, at Breivik er, ja, en tosse af den yderst farlige slags, som heldigvis kun opleves ekstremt sjældent. Det er en sammenblanding af stålsathed ud over alle grænser kombineret med held til at udføre sin gerning. En gerning der måske overgår nedskydningen af John F. Kennedy i Dallas i november 1963 og ditto Franz Ferdinand i Sarajevo i juni 1914.

Disse to elementer: stålsathed og held (eller inkompetence hos modstanderne) er mere vigtige, end hvor Breivik hentede sin inspiration. For hans manifest A European Declaration of Independence - 2083 (skrevet under pseudonymet Andrew Berwick) er en collage af tankegods og hjernespind, der er hentet fra en hoben kilder. Inspirationen kan være interessant nok at undersøge, men den kan ikke placere noget egentligt "ansvar" hos andre - selv hvis deres synspunkter har kontaktflader med Breiviks.

At han tilsyneladende har været "en ensom ulv", dvs. en terrorist, der har handlet alene, taler for dette. For Breivik har næppe kunnet finde nogen tempelherre-venner, der synes at massemord i myldretiden er supersejt. Machiavelli og John Stuart Mill ville nok også betakke sig for at blive slået i hartkorn med Breivik, selvom han citerer fra dem. Og selvom Breivik synes, at Anders Fogh Rasmussen var en sej statsleder pga. Muhammed-krisen, så ville Anders Foghs spindoktor nok tigge og be' Breivik om ikke at nævne Fogh i manifestet.

En succes har mange fædre, sagde JFK - Breiviks held til at gennemføre sin terroraktion har ifølge medier og meningsdannere kun én, nemlig den indvandringskritiske, kultur-/nationalkonservative røst, der materialiserer sig i blogs på nettet og hos Dansk Folkeparti i Danmark. Disse to - blogs & DF, der netop udlever demokratiet - får skyld for, at de bærer ved til bålet, som får verdens breiviker til at gå bersærk.

Narcissisme og driften efter herostratisk berømmelse er faderløs og venneløs. Ingen kan få skylden for, at hovedpersonen begår sine ugerninger (derfor faderløs) og ingen ønsker at ryge i fængsel på ubestemt tid for en andens trang til selv at blive set, hørt og husket af sin omverden (derfor venneløs).

Læs her om: Anders Behring Breivik

Krasniks kortslutning

I ugens Weekend Avisen har Martin Krasnik en analyse, hvor han tager internetdebatkulturen i nærmere øjesyn. Problemet er ikke nødvendigvis tonen i debatten, men at debatten finder sted blandt personer med samme holdninger. Derved er der ikke tale om reel debat, men en slags ”ekkorum”, hvor man bekræfter hinanden i sine holdninger – og som følge heraf har den slags debat det med at blive mere og rabiat, fordi forfatterne til indlæggende ikke lægger fingre imellem i deres udtalelser. De mange enslydende postulater i denne pseudo-debat, får deltagerne til at tro, at det er den eneste sandfærdige virkelighedsopfattelse. Andre synspunkter får ikke taletid og argumenterne står derfor uimodsagt.

Men hopper kæden ikke af for Krasnik her? Hvad er forskellen på et debatforum som f.eks. Uriaspostens og så et politisk møde hos Enhedslistens Ungdom? Begge steder skærper meningsfæller sammen deres argumenter for det, de står for og føler. På mange måder kan et debatforum være med til at luge de mest kluntede og rabiate meningstilkendegivelser ud til fordel for de mere civile og gangbare. Det er rigtigt, der findes internetsteder for ekstreme synspunkter – hvad enten folk virkelig mener det, de siger eller blot vil gøre sig interessante.

Men lad os igen tage Uriasposten som eksempel: der er lidt af det hele, men mest af alt er det saglige og velforfattede indlæg, og det er også dem, der kommenteres mest på af andre i debatten. De dygtige og saglige skribenter er her med til at disciplinere debatten, så det ikke havner i, at ”alle fremmede lugter af hvidløg og kommer her og tager danskernes job”.

At debatten er uden filter, synes jeg kun er en fordel for en fri og lige demokratisk debat. For i længden tror jeg, som forfatteren Jeff Jarvis, at internettet er med til at bringe de gode ting frem, mens de mindre gode synker ned på bunden og lægger sig ubemærket der.

Krasnik foretrækker måske en redaktør eller moderator, som sorterer i indlæggene, alt efter hvad almindelige mennesker kan tåle at læse og passende doseret med lige lang taletid til hvert synspunkt. Men sådan fungerer en i sandhed fri ikke nødvendigvis altid.

Mest af alt lyder Krasnik som en gammel teknologiforskrækket mand, der ser internettets nye muligheder som en trussel, hvis den kommer i de forkerte (læs: menigmands) hænder. Der er sådan set ikke noget nyt i dette: myndigheder og eliter har altid været bekymrede over teknologiske fremskridt og de kræfter det potentielt tildeler uforstandige personer.

Debatfora er ikke altid forsamlingshuse, hvor meninger brydes og tolerance blomstrer. Det kan sagtens være et politisk møde mellem ligesindede, der ønsker at bekræfte andres holdninger og blive bekræftet i egne. Men – lyder Krasniks formynderisk argument – folk i disse fora bliver hjernevasket af den ensidige information, de udsættes for. De overbevises i deres idiosynkrasier og andres mere rabiate idiosynkrasier smitter måske ligefrem af på dem, og så er den nedadgående spiral startet – en spiral der kan munde ud i, at en ny Breivik sætter sig for at udradere folk af andre overbevisning for bestandig.

Nu kan jeg kun tale for mig selv, men jeg er da klar over, at der findes andre holdninger end dem, jeg selv står for – det er ligesom de holdninger, jeg selv argumenterer imod. Jeg er samtidig selektiv nok til, at jeg ikke hopper på hvad som helst der skrives, hverken på Uriasposten eller i WA's spalter. Jeg bilder mig ind, at jeg kan forholde mig rationelt til de tilbudte argumenter og tager mig den frihed at stå af eller sige imod, når jeg støder på udsagn, der er for langt ude. Krasnik har for så vidt ret i, at en som mig sjældent vil deltage i debatter på andre fora end der, hvor jeg føler mig hjemme og velkommen. Det skyldes nok det problematiske i at debattere på skrift samt det forhold, at man ofte taler for døve øren, når man begiver sig af med at problematisere andres holdninger.

Tale er guld, Krasnik er kortsluttet.

Giv en hånd til Afrika - et essay og et drama i 10 afsnit

Her til aften vises en britisk dokumentar på DR (Horisont special). Emnet er den omfattende praksis med at omskære unge kvinder og børn nede i "det mørke Afrika" (ja, det skal jeg lige love for!).
Jeg måtte zappe væk fra denne exposé af en efter alle målestoksforhold barbarisk tradition. Hvordan nogen kan synes det er fedt, smart, moderne, sundt eller godt, er over min fatteevne. Men det synes de færreste oplyste mennesker vel, det er.

Eller lad mig plukke endnu en blomst fra denne barbarismens buket: den udbredte tro på hekse, der florerer - helt á propos - i Afrika. Der er områder i Afrika, hvor alle mennesker kan risikere at blive anklaget for hekseri; her er det ikke kun de unge af hunkøn, der er i farezonen. Der er religiøse prædikanter, som holder denne folketro i live og puster til ilden, ved at blåstemple forfølgelse af og mord på sagesløse mennesker.
Igen en venlig påmindelse om den djævelskab al sand religion kan være.

Nu til den realistiske pointe: hvorfor postes der milliarder og atter milliarder kroner (og dollars etcetera) efter et kontinent, der skriger på en fast og fair hånd til at lede det ud af mørkets hjerte? Er klanlederne, høvdingene, hoben af konger og prinser samt mere eller mindre korrupte præsidenter med deres slæng af shamaner og druider virkelig i stand til at forvalte alle de finanser, der kommer som manna fra himlen?

Og hvad med alle de almindelige mennesker, der blot ønsker et ordentligt liv med tryghed og anstændighed, hvorfor skal de gang på gang være tilskuere og ofre i et politisk drama, der aldrig kommer dem selv til gode?

Hvis den vestlige verden mener det alvorligt og FN virkelig skal have en eksistensberettigelse, så er det på tide at smide fløjlshandsken og få en seriøs og ærlig plan for, hvordan Afrika - menneskets vugge - bringes ud af den suppedas, det befinder sig i. Og det er ikke gjort med at spilde tiden på at skyde skylden på Vestens kolonisering - tværtimod (hvilket jo både er en sport og en industri for venstrefløjen).

Vesten kan betale for fortidens synder ved at hive Afrika ind i det 21. århundrede, hvor det skal høre hjemme, hvis vi stadig vil kalde denne verden et civiliseret sted. Det skal ske ved at sætte landet under administration og sørge for, at dets rigdomme ikke falder i de forkerte hænder (hverken i eller uden for Afrika). Sikkerheden skal ikke opretholdes af lokale klanledere eller amerikanske sikkerhedsfirmaer, men ved at de enkelte moderne lande stiller med kontingenter af soldater - evt. en blanding af værnepligtige og erfarne soldater - til området. De vestlige soldater skal fungere som en slags vagter til en fodboldkamp, hvor de sørger for, at dem der vil pløje jorden, kan være i fred til det, mens uromagere smides på porten. Og der skal opretholdes en konsekvent nultolerance over for guerillaer og oprørsgrupper.

En måde at tackle de unge og utilfredse på (som for de flestes vedkommende er utilfredse, fordi de ikke har nogen indtægt eller noget mål med tilværelsen, endsige håb for morgendagen), er ved at sætte dem i gang med at gøre noget godt for almenvellet: de skal opbygge landets infrastruktur i form af veje, dæmninger og broer. De skal indrulleres i sikkerhedsstyrkerne og gives et ansvar for, at det her udvikler sig rigtigt. Samtidig skal man undgå, at vestlige "administratorer" fører sig frem som nye konger, der skal serviceres af den afrikanske underklasse.

Mange afrikanere kan og vil selv, hvilket deres håndtering af mikrolån har bevist, men desværre er der også her mange spekulanter, hajer, gribbe og blodsugere, som altid er parat til at udbytte folk i nød. Ægte liberalister vil mene, at Afrika skal have lov at udvikle sig efter markedsmekanismerne samt en meget konkret udfoldelse af Darwins lov om den stærkestes overlevelse. Socialister ser hellere, at al Vestens opbyggede velstand foræres til verdens fattige, så vi alle bliver lige i vores elendighed. En konservativ ville måske foretrække, at hjælpe Afrika ved at indsætte en hvid overkonge med hele sit menageri over de små, sorte børn (pygmæer er jo ikke så høje!), og fastholde dem i en uendelig afhængighed af Vestens tidløse visdom.

Jeg mener, vi skal give en hånd til Afrika. Vi skal respektere deres traditioner og folketro, så langt disse er humanistisk forsvarlige, på samme måde som vi accepterer nisser og en kuperet, kristen guddom. Vi skal oplyse dem, men slå hårdt ned når de tror på omskæring af kvinder og over for hekseprocesser og falske prædikanter.

Men vi skal tage teten i stedet for at lade stå til. Der er også et sikkerhedsperspektiv i dette - vi undgår flygtningestrømme til Lampedusa (hvem sagde Camp of the Saints!?) og træningslejre for terrorister. Vi dæmmer op for menneskelig fornedrelse og for Kinas plyndring af Afrikas rigdomme. Vi udbedrer en eksplosiv befolkningstilvækst og hungersnød. Vi sikrer måske så en ny og veluddannet arbejdsstyrke, der kan tage over, når den hvide verden går på pension og sætter sig til at nyde sit otium i en fjern afkrog af historiebøgerne.