Krasniks kortslutning

I ugens Weekend Avisen har Martin Krasnik en analyse, hvor han tager internetdebatkulturen i nærmere øjesyn. Problemet er ikke nødvendigvis tonen i debatten, men at debatten finder sted blandt personer med samme holdninger. Derved er der ikke tale om reel debat, men en slags ”ekkorum”, hvor man bekræfter hinanden i sine holdninger – og som følge heraf har den slags debat det med at blive mere og rabiat, fordi forfatterne til indlæggende ikke lægger fingre imellem i deres udtalelser. De mange enslydende postulater i denne pseudo-debat, får deltagerne til at tro, at det er den eneste sandfærdige virkelighedsopfattelse. Andre synspunkter får ikke taletid og argumenterne står derfor uimodsagt.

Men hopper kæden ikke af for Krasnik her? Hvad er forskellen på et debatforum som f.eks. Uriaspostens og så et politisk møde hos Enhedslistens Ungdom? Begge steder skærper meningsfæller sammen deres argumenter for det, de står for og føler. På mange måder kan et debatforum være med til at luge de mest kluntede og rabiate meningstilkendegivelser ud til fordel for de mere civile og gangbare. Det er rigtigt, der findes internetsteder for ekstreme synspunkter – hvad enten folk virkelig mener det, de siger eller blot vil gøre sig interessante.

Men lad os igen tage Uriasposten som eksempel: der er lidt af det hele, men mest af alt er det saglige og velforfattede indlæg, og det er også dem, der kommenteres mest på af andre i debatten. De dygtige og saglige skribenter er her med til at disciplinere debatten, så det ikke havner i, at ”alle fremmede lugter af hvidløg og kommer her og tager danskernes job”.

At debatten er uden filter, synes jeg kun er en fordel for en fri og lige demokratisk debat. For i længden tror jeg, som forfatteren Jeff Jarvis, at internettet er med til at bringe de gode ting frem, mens de mindre gode synker ned på bunden og lægger sig ubemærket der.

Krasnik foretrækker måske en redaktør eller moderator, som sorterer i indlæggene, alt efter hvad almindelige mennesker kan tåle at læse og passende doseret med lige lang taletid til hvert synspunkt. Men sådan fungerer en i sandhed fri ikke nødvendigvis altid.

Mest af alt lyder Krasnik som en gammel teknologiforskrækket mand, der ser internettets nye muligheder som en trussel, hvis den kommer i de forkerte (læs: menigmands) hænder. Der er sådan set ikke noget nyt i dette: myndigheder og eliter har altid været bekymrede over teknologiske fremskridt og de kræfter det potentielt tildeler uforstandige personer.

Debatfora er ikke altid forsamlingshuse, hvor meninger brydes og tolerance blomstrer. Det kan sagtens være et politisk møde mellem ligesindede, der ønsker at bekræfte andres holdninger og blive bekræftet i egne. Men – lyder Krasniks formynderisk argument – folk i disse fora bliver hjernevasket af den ensidige information, de udsættes for. De overbevises i deres idiosynkrasier og andres mere rabiate idiosynkrasier smitter måske ligefrem af på dem, og så er den nedadgående spiral startet – en spiral der kan munde ud i, at en ny Breivik sætter sig for at udradere folk af andre overbevisning for bestandig.

Nu kan jeg kun tale for mig selv, men jeg er da klar over, at der findes andre holdninger end dem, jeg selv står for – det er ligesom de holdninger, jeg selv argumenterer imod. Jeg er samtidig selektiv nok til, at jeg ikke hopper på hvad som helst der skrives, hverken på Uriasposten eller i WA's spalter. Jeg bilder mig ind, at jeg kan forholde mig rationelt til de tilbudte argumenter og tager mig den frihed at stå af eller sige imod, når jeg støder på udsagn, der er for langt ude. Krasnik har for så vidt ret i, at en som mig sjældent vil deltage i debatter på andre fora end der, hvor jeg føler mig hjemme og velkommen. Det skyldes nok det problematiske i at debattere på skrift samt det forhold, at man ofte taler for døve øren, når man begiver sig af med at problematisere andres holdninger.

Tale er guld, Krasnik er kortsluttet.

Giv en hånd til Afrika - et essay og et drama i 10 afsnit

Her til aften vises en britisk dokumentar på DR (Horisont special). Emnet er den omfattende praksis med at omskære unge kvinder og børn nede i "det mørke Afrika" (ja, det skal jeg lige love for!).
Jeg måtte zappe væk fra denne exposé af en efter alle målestoksforhold barbarisk tradition. Hvordan nogen kan synes det er fedt, smart, moderne, sundt eller godt, er over min fatteevne. Men det synes de færreste oplyste mennesker vel, det er.

Eller lad mig plukke endnu en blomst fra denne barbarismens buket: den udbredte tro på hekse, der florerer - helt á propos - i Afrika. Der er områder i Afrika, hvor alle mennesker kan risikere at blive anklaget for hekseri; her er det ikke kun de unge af hunkøn, der er i farezonen. Der er religiøse prædikanter, som holder denne folketro i live og puster til ilden, ved at blåstemple forfølgelse af og mord på sagesløse mennesker.
Igen en venlig påmindelse om den djævelskab al sand religion kan være.

Nu til den realistiske pointe: hvorfor postes der milliarder og atter milliarder kroner (og dollars etcetera) efter et kontinent, der skriger på en fast og fair hånd til at lede det ud af mørkets hjerte? Er klanlederne, høvdingene, hoben af konger og prinser samt mere eller mindre korrupte præsidenter med deres slæng af shamaner og druider virkelig i stand til at forvalte alle de finanser, der kommer som manna fra himlen?

Og hvad med alle de almindelige mennesker, der blot ønsker et ordentligt liv med tryghed og anstændighed, hvorfor skal de gang på gang være tilskuere og ofre i et politisk drama, der aldrig kommer dem selv til gode?

Hvis den vestlige verden mener det alvorligt og FN virkelig skal have en eksistensberettigelse, så er det på tide at smide fløjlshandsken og få en seriøs og ærlig plan for, hvordan Afrika - menneskets vugge - bringes ud af den suppedas, det befinder sig i. Og det er ikke gjort med at spilde tiden på at skyde skylden på Vestens kolonisering - tværtimod (hvilket jo både er en sport og en industri for venstrefløjen).

Vesten kan betale for fortidens synder ved at hive Afrika ind i det 21. århundrede, hvor det skal høre hjemme, hvis vi stadig vil kalde denne verden et civiliseret sted. Det skal ske ved at sætte landet under administration og sørge for, at dets rigdomme ikke falder i de forkerte hænder (hverken i eller uden for Afrika). Sikkerheden skal ikke opretholdes af lokale klanledere eller amerikanske sikkerhedsfirmaer, men ved at de enkelte moderne lande stiller med kontingenter af soldater - evt. en blanding af værnepligtige og erfarne soldater - til området. De vestlige soldater skal fungere som en slags vagter til en fodboldkamp, hvor de sørger for, at dem der vil pløje jorden, kan være i fred til det, mens uromagere smides på porten. Og der skal opretholdes en konsekvent nultolerance over for guerillaer og oprørsgrupper.

En måde at tackle de unge og utilfredse på (som for de flestes vedkommende er utilfredse, fordi de ikke har nogen indtægt eller noget mål med tilværelsen, endsige håb for morgendagen), er ved at sætte dem i gang med at gøre noget godt for almenvellet: de skal opbygge landets infrastruktur i form af veje, dæmninger og broer. De skal indrulleres i sikkerhedsstyrkerne og gives et ansvar for, at det her udvikler sig rigtigt. Samtidig skal man undgå, at vestlige "administratorer" fører sig frem som nye konger, der skal serviceres af den afrikanske underklasse.

Mange afrikanere kan og vil selv, hvilket deres håndtering af mikrolån har bevist, men desværre er der også her mange spekulanter, hajer, gribbe og blodsugere, som altid er parat til at udbytte folk i nød. Ægte liberalister vil mene, at Afrika skal have lov at udvikle sig efter markedsmekanismerne samt en meget konkret udfoldelse af Darwins lov om den stærkestes overlevelse. Socialister ser hellere, at al Vestens opbyggede velstand foræres til verdens fattige, så vi alle bliver lige i vores elendighed. En konservativ ville måske foretrække, at hjælpe Afrika ved at indsætte en hvid overkonge med hele sit menageri over de små, sorte børn (pygmæer er jo ikke så høje!), og fastholde dem i en uendelig afhængighed af Vestens tidløse visdom.

Jeg mener, vi skal give en hånd til Afrika. Vi skal respektere deres traditioner og folketro, så langt disse er humanistisk forsvarlige, på samme måde som vi accepterer nisser og en kuperet, kristen guddom. Vi skal oplyse dem, men slå hårdt ned når de tror på omskæring af kvinder og over for hekseprocesser og falske prædikanter.

Men vi skal tage teten i stedet for at lade stå til. Der er også et sikkerhedsperspektiv i dette - vi undgår flygtningestrømme til Lampedusa (hvem sagde Camp of the Saints!?) og træningslejre for terrorister. Vi dæmmer op for menneskelig fornedrelse og for Kinas plyndring af Afrikas rigdomme. Vi udbedrer en eksplosiv befolkningstilvækst og hungersnød. Vi sikrer måske så en ny og veluddannet arbejdsstyrke, der kan tage over, når den hvide verden går på pension og sætter sig til at nyde sit otium i en fjern afkrog af historiebøgerne.