I ugens Weekend Avisen har Martin Krasnik en analyse, hvor han tager internetdebatkulturen i nærmere øjesyn. Problemet er ikke nødvendigvis tonen i debatten, men at debatten finder sted blandt personer med samme holdninger. Derved er der ikke tale om reel debat, men en slags ”ekkorum”, hvor man bekræfter hinanden i sine holdninger – og som følge heraf har den slags debat det med at blive mere og rabiat, fordi forfatterne til indlæggende ikke lægger fingre imellem i deres udtalelser. De mange enslydende postulater i denne pseudo-debat, får deltagerne til at tro, at det er den eneste sandfærdige virkelighedsopfattelse. Andre synspunkter får ikke taletid og argumenterne står derfor uimodsagt.
Men hopper kæden ikke af for Krasnik her? Hvad er forskellen på et debatforum som f.eks. Uriaspostens og så et politisk møde hos Enhedslistens Ungdom? Begge steder skærper meningsfæller sammen deres argumenter for det, de står for og føler. På mange måder kan et debatforum være med til at luge de mest kluntede og rabiate meningstilkendegivelser ud til fordel for de mere civile og gangbare. Det er rigtigt, der findes internetsteder for ekstreme synspunkter – hvad enten folk virkelig mener det, de siger eller blot vil gøre sig interessante.
Men lad os igen tage Uriasposten som eksempel: der er lidt af det hele, men mest af alt er det saglige og velforfattede indlæg, og det er også dem, der kommenteres mest på af andre i debatten. De dygtige og saglige skribenter er her med til at disciplinere debatten, så det ikke havner i, at ”alle fremmede lugter af hvidløg og kommer her og tager danskernes job”.
At debatten er uden filter, synes jeg kun er en fordel for en fri og lige demokratisk debat. For i længden tror jeg, som forfatteren Jeff Jarvis, at internettet er med til at bringe de gode ting frem, mens de mindre gode synker ned på bunden og lægger sig ubemærket der.
Krasnik foretrækker måske en redaktør eller moderator, som sorterer i indlæggene, alt efter hvad almindelige mennesker kan tåle at læse og passende doseret med lige lang taletid til hvert synspunkt. Men sådan fungerer en i sandhed fri ikke nødvendigvis altid.
Mest af alt lyder Krasnik som en gammel teknologiforskrækket mand, der ser internettets nye muligheder som en trussel, hvis den kommer i de forkerte (læs: menigmands) hænder. Der er sådan set ikke noget nyt i dette: myndigheder og eliter har altid været bekymrede over teknologiske fremskridt og de kræfter det potentielt tildeler uforstandige personer.
Debatfora er ikke altid forsamlingshuse, hvor meninger brydes og tolerance blomstrer. Det kan sagtens være et politisk møde mellem ligesindede, der ønsker at bekræfte andres holdninger og blive bekræftet i egne. Men – lyder Krasniks formynderisk argument – folk i disse fora bliver hjernevasket af den ensidige information, de udsættes for. De overbevises i deres idiosynkrasier og andres mere rabiate idiosynkrasier smitter måske ligefrem af på dem, og så er den nedadgående spiral startet – en spiral der kan munde ud i, at en ny Breivik sætter sig for at udradere folk af andre overbevisning for bestandig.
Nu kan jeg kun tale for mig selv, men jeg er da klar over, at der findes andre holdninger end dem, jeg selv står for – det er ligesom de holdninger, jeg selv argumenterer imod. Jeg er samtidig selektiv nok til, at jeg ikke hopper på hvad som helst der skrives, hverken på Uriasposten eller i WA's spalter. Jeg bilder mig ind, at jeg kan forholde mig rationelt til de tilbudte argumenter og tager mig den frihed at stå af eller sige imod, når jeg støder på udsagn, der er for langt ude. Krasnik har for så vidt ret i, at en som mig sjældent vil deltage i debatter på andre fora end der, hvor jeg føler mig hjemme og velkommen. Det skyldes nok det problematiske i at debattere på skrift samt det forhold, at man ofte taler for døve øren, når man begiver sig af med at problematisere andres holdninger.
Tale er guld, Krasnik er kortsluttet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar