Ondskabens filosofi

Jeg er netop gået i gang med en bog titlen Ondskabens filosofi, skrevet af en norsk filosof.
Vi har vel alle et eller andet forhold til noget, vi personligt definerer som ondskab: unge narcissister, der pløkker endnu yngre politikere ned på en norsk ø, vamle mænd, der holder deres egne børn indespærret i kældre, hvor disse børn må lægge krop til faderen grænseløse perversiteter og – ikke mindst – massakrer på uskyldige mennesker i en eller anden syg guds eller krakelerende nations navn.
Denne form for ondskab er selvfølgelig grusom nok, men det er ikke denne form, der er filosoffens egentlige ærinde at beskrive. Den type af ondskab, han behandler, kan kaldes en “hverdagens ondskab”, det er en ondskab, vi alle er i stand til at udøve – den er menneskelig, helt naturlig og den forekommer hele tiden blandt alle os meget almindelige mennesker.
Se, det er temmelig skræmmende! Men vent et øjeblik… alle os normale går jo ikke og skærer hovederne af hinanden eller pønser på jordens undergang. I hvert fald ikke  hele tiden. Men ondskab er i temmelig høj grad fravær af det gode, som når man ser en eller anden lide og man ikke gør noget, fordi det er det letteste. Eller man bevidst snyder eller skader en person, fordi man umiddelbart selv kan få en fordel derved.
Efter at have læst bare få sider af bogen, er der dukket nogle minder op fra min indre skærm, der sætter denne ondskab ind i en ramme. Jeg kom f.eks. straks til at tænke på en bog, skrevet af en dansk politimand (jeg husker desværre ikke navnet på ham, men tag at google titlen på bogen). Bogens titel er: “Man jager et monster, men fanger et menneske”. Fed titel, i øvrigt!
Et andet minde er det der ordsprog, der hedder, at onde ting sker, fordi gode mænd lader det ske og ingenting gør, for at stoppe det. Jeg kan ikke huske om det er kristent, men jeg så det i hvert fald i filmen “The Boondock Saints”, om to brødre, der tager loven i egen hånd, for at stoppe de onde mennesker, som loven enten har givet op over for eller modtager betaling fra.
En tredje jeg kom til at tænke på, var bogen “Undtagelsen” af Christian Jungersen (jeg må se at få den læst!). Læs selv dette lille uddrag af en anmeldelse af Undtagelsen:
“Beskrivelsen af kontormobningen er så ædende ond, at den går lige gennem marv og ben. Man ser den samme situation fra flere vinkler, og det "sjove" er, at "bødlerne", Malene og Iben, ikke selv kan se det onde i deres gerninger. "Offeret", Anne-Lise, nedbrydes langsomt og begynder at tro, at det måske alligevel er hendes egen skyld, at de andre er på nakken af hende.”
Så ondskaben har et ansigt. Det er ikke en trold eller heks, det er snarere din venlige nabo eller kvinden foran dig i supermarkedskøen.
Man siger, at det største trick Djævelen nogensinde har begået, er, at få folk til at tro på, han ikke eksisterer. Og er det ikke sandt, at når der sker onde ting, så forsøger vi at rationalisere det bort, som en gal mands værk eller syge og hjernevaskede folks tvangshandlinger? Som om ondskab ikke rigtig eksisterer – ligesom Djævelen.
En variant af denne tro på en god verden kaldes også for The Just-world hypothesis. Men hvor den “forsvundne ondskab” skyldes, at gerningsmanden/-mændene er syge eller monstre, så vil folk, der tror på “den retfærdige verden” være tilbøjelige til at give ofret skylden for det skete. Eller som i citatet ovenfor, hvor Anne-Lise i ramme alvor giver sig selv skylden for, at hun mobbes af de andre.
Men hvor kommer ondskaben fra? Personligt tror jeg på, at vi er arveligt disponeret for ondskab. Dermed ikke sagt, at vi alle går og ønsker andre ondt, men jeg tror, langt de fleste er i stand til det onde, fordi menneskets biologiske historie har selekteret for de egenskaber, der kan give det enkelte menneske en fordel i kampen for at sprede sine gener. Blandt disse egenskaber kan vi tælle ondskab, er jeg sikker på.

Ondskaben er i blandt os. Den væver sine tråde i vores DNA, og stikker sit ansigt frem, når det behager urmennesket i os. Ondskaben er ikke forvist til gustne fangekældre eller efterladt i tidligere epoker af menneskets historie. Ondskaben er ikke forbeholdt primitive folkeslag eller eksotiske religioner. Tværtimod: der er noget særligt raffineret ved ondskab. Den er civilisationens sorte drue, der forædles i trit med samfundets udvikling. Ondskaben har floreret siden vi begyndte at tro på én gud og én sandhed. Som Jesus ønsker vi, at lidelsens bæger skal gå os forbi blot for at lande i hænderne på sidemanden.
Den kristne (katolske) kirke har vist sig særdeles dygtig til at bære ondskaben til nye højder. En af grundene til dette er, at kirken har været ekstremt godt organiseret og med højt udviklede ceremonier og traditioner. Jeg vil påstå, at disse traditioner for ondskab med tiden er blevet sekulariseret, så de i dag indgår som en naturlig del af vores hverdag. Ondskaben er tanninerne i den vin der udgør de postmoderne samfund. Et sødt bid der vækker smagsløgene til live.